Fortsæt til indhold

Syv år for Roskilde

Torben Stevold glædede sig over resultaterne, da han gik af som formand for byens handel

Arkiv
Af Torben Kristensen

Gennem de sidste syv år har Torben Stevold brugt tusinder af timer på at arbejde for butikkerne i Bymidten, men på generalforsamlingen onsdag aften i Byens Hus var det slut, da han gik af som formand for Roskilde Handel. Efter at han er blevet direktør for Danske Bank i hele det område, der svarer til politikredsen lige fra Rødvig til Rørvig, har han ikke tid til den krævende opgave mere. - Jeg synes, det har været nogle fantastiske år, hvor vi også har opnået nogle resultater, så detailhandelen i Roskildes Bymidte i dag står stærkere end længe, siger han. Den nu snart 50-årige bankdirektør kom med i handelsorganisationens bestyrelse allerede i 2009, da han var blevet chef for den daværende BG Bank på Stændertorvet. I 2011 afløste han direktør Carsten Reves fra Danske Bank som formand. - I de første år drejede det sig meget om at klare de aktuelle, akutte problemer, som byens detailhandel stod overfor lige efter sammenbruddet i Roskilde Bank. På det tidspunkt diskuterede vi også meget om problemer med parkering i byen.

Et vendepunkt

- For os var det et vigtigt vendepunkt, da Roskilde i 2012 blev kåret til landets bedste handelsby. Det var en anerkendelse af den store betydning som erhvervet har for byen, og siden er byrådet og kommunen også blevet langt mere bevidst om det, fortæller Torben Stevold. - For mig var det samtidig vigtig øjenåbner, da flere forretninger på en generalforsamling for nogle år siden spurgte: Hvad får vi egentlig ud af at være stjernebutik og medlem af foreningen? - Så havde vi jo været alt for indelukket og ikke gjort vores arbejde godt nok. Derfor har vi siden gjort meget ud af at forklare hele Roskilde, at handelen sikrer mange jobs og indtægter til byen, som det rent faktisk er tilfældet. Den opgave, mener jeg, er blevet løst i vidt omfang. - Mit mantra hele vejen har været sammenhold mellem byens butikker. I stedet for at spørge, hvad kan jeg få af foreningen, må man fra den enkelte forretning også overveje, hvad man kan bidrage med til fælles bedste for alle.

Torv og parkering

Blandt de vigtige resultater, som Roskilde Handel har oplevet i de senere år, nævner Torben Stevold det nyrenoverede Stændertorv og initiativer til at forbedre parkerings-situationen, både med elektroniske oversigtstavler om ledige pladser rundt om ved indfaldsvejene og i form af et kommende p-hus. Desuden er han glad for det gode forhold, der efterhånden er kommet mellem Roskilde Handel, der især repræsenterer butikkerne i Bymidten, og RO’s Torv ved Københavnsvej. - Samarbejdet giver hele Roskilde en stærkere position overfor andre byer og indkøbs-centre. Det så vi også i den nylige Cowi-undersøgelse af vores detailhandel. - Jeg fornemmer også, at kommunen og byrådet lytter mere til os nu, end det var tilfældet tidligere. Men hvis man selv er konstruktiv og lægger tingene åbent frem, er det også lettere at blive hørt af andre, konkluderer han. Torben Stevold vil ikke give gode råd til den nye bestyrelse, der nu skal fortsætte arbejdet: - De skal nok finde frem til nye løsninger, som tiden nu kræver, siger han.