Gnisterne sprang
Hovedrolleindehaverne i filmen En-to-tre-nu, Nikolaj Groth og Clara Rosager var til forpremiere på deres nye film i Kino på RO's Torv sammen med instruktør Barbara Rothenborg tirsdag aften. Filmen handler kort sagt om to unges, Jeppe og Cecilies, stormende forelskelse i hinanden og kærligheden, der slår ned i dem som en bombe. Selvom de to unge og deres familier pludselig får sygdom og død helt tæt på kroppen, så er filmen livsglad og fyldt med modstridende følelser. I de dybe Kinostole kunne man da også både høre latter, snøften og raslen med lommetørklæder under filmen.
Gamle kendinge
Da filmen var til ende, dukkede skuespillere og instruktør til mange biografgængeres overraskelse op. De stillede beredvilligt op og fortalte om, hvordan det havde været at lave filmen. Nikolaj Groth, der spiller Jeppe, kender mange nok som Ritas søn med det samme navn i serien Rita. Instruktør Barbara Rothenborg har mange voksne blandt andet oplevet, som den lille pige Nana i serien med samme navn. I filmsammenhæng er den unge Clara Rosager stadig ukendt, da det var hendes første film.
Kemien frem for alt
Barbara Rothenborg fortalte, at de to hovedrolleindehavere var til casting sammen med 2.000 andre håbefulde unge, da de blev valgt. - Fra første sekund slog det gnister mellem dem. Derfor blev netop de valgt til rollerne, da det er vigtigt, at publikum tror på deres forelskelse, forklarede instruktøren. Clara Rosager brugte tid på at sætte sig ind i, hvordan det er at være ganske ung og ramt af kræft. Hun besøgte en afdeling på rigshospitalet med unge kræftramte piger: - Selvom de var syge, så var de glade, positive og fulde af livsenergi, forklarer den unge skuespiller beundrende. Noget af det, de alle lærte var da også, at man skal leve i nuet. Filmens Jeppe spiller basketball meget af tiden. Hvilket var noget af en udfordring, da det var nyt for skuespilleren. Det første han gjorde var at købe en basketball at øve med. Derefter fik han en personlig træner, der også spiller hans træner i filmen. Og i dag er den unge skuespiller vild med spillet. Efter at tilskuerne havde taget selfier med trekløveret var det for dem tid til at smutte videre til næste forestilling i en anden by i Danmark. Skuespillerne har et hårdt program med tre til syv optrædener om dagen, hvor de præsenterer den nye film, der har premiere 4. maj i Roskilde. ag@roskildeavis.dk