Nyt teater- og kulturhus er på tegnebrættet
Varde skal have et nyt teater- og kulturhus, og det bliver arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, der skal skabe det, Det blev i sidste uge besluttet af den politiske styregruppe for teater- og kulturhuset.
"Vi var meget imponerede over kvaliteten i oplægget fra Bjarke Ingels Group," siger Lisbet Rosendahl, formand for Kultur og Fritid i Varde Kommune.
Bygningen vil blive en del af KulturSpinderiet i det centrale Varde, og som led i den indledende fase af projektet vil de kommende brugere af huset blive inddraget inden det endelige design fastlægges til efteråret.
"Vi glæder os over, at de lokale foreninger nu bliver inddraget aktivt i processen. Sådan sikrer vi, at det kommende teater- og kulturhus bliver tilpasset dem, der skal bruge det," siger Lisbet Rosendahl, formand for Kultur og Fritid i Varde Kommune.
Det forventes, at de kommende potentielle brugere af huset udvælges i løbet af denne måned, hvorefter de i juni inviteres til workshop. I løbet af efteråret starter jagten på penge til projektet.