Musikskoleelever på jordomrejse
450 elever fra Kulturskolerne i Esbjerg og på Fanø gav flotte optrædener i Musikhuset
Det er ikke mange navne, der formår at fylde Musikhusets store sal helt op hele to gange på én eftermiddag, men nogen kan. Faktisk gør Esbjerg Kulturskole og Fanø Kulturskole det forår efter forår, når skolen inviterer til den årlige musikalske forskoledag. Den kulminerer med forestillinger for stolte forældre, bedsteforældre og søskende, og det er dem, der fylder salen.
I år faldt den store musikalske dag torsdag den 28. april. Her tog 450 musikskoleelever fra 0.-2. klassetrin på en rejse jorden rundt, og det var en mindst ligeså stor succes som alle de andre år.
"Vi har lavet det her i snart 25 år, og jeg vil gå så langt som til at sige, at årets forestillinger var blandt de bedste, vi overhovedet har haft. Der var en kæmpe gejst, og børnene gik virkelig op i det. Det var dejligt at opleve. Det er jo forskelligt, hvor meget børnene går op i det, men i år gik det hele ligesom op i en højere enhed," lyder det tilfreds fra Niels Linneberg fra Kulturskolen Esbjerg.
De 450 børn har siden jul arbejdet med sange og danse til forestillinger på deres respektive skoler, men først på selve premieredagen mødtes de i to hold til de endelige prøver i Musikhuset.