Aftenåbent med tid til nærvær og hygge
Som den eneste kommunale daginstitution tilbyder Højvangshaven aftenåbent en gang om ugen
Det er torsdag eftermiddag kl. 17.30. Overalt i kommunen er de sidste børn forlængst trykket ud for i dag på Tabulex, og pædagogerne har lukket og slukket daginstitutionerne, men i Højvangshavens integrerede institution snurrer mikroovnen lystigt, og duften af fisk og kartofler spreder sig.
Her har pædagogerne Susanne Skov Berendsen og Christina Svømmeholm stadig et par timer tilbage af deres arbejdsdag. De er i godt selskab, for i dag har Luca, Silke og Alfreds forældre valgt at benytte sig af det ugentlige tilbud om aftenpasning.
Sådan et har institutionen i Højvangshaven haft hver torsdag i godt tre år til stor glæde for børn, forældre og pædagoger. Denne aften er de kun tre børn, men andre torsdage kan de være mindst dobbelt så mange.
“Vil du ikke have maden. Skal jeg smøre et stykke ruggrød til dig?”
To-årige Silke er ikke helt med på det med fisk og kartofler, så Christina Svømmeholm finder rugbrød frem. Det går der hurtigt inflation i, og pludselig spiser både Alfred, Luca og Silke lystigt rugbrødsmadder med smør omkring det lille firkantede bord i institutionens vuggestueafdeling. Det er her, at voksne og børn på “aftenvagt” trækker ned hver torsdag omkring kl. 16.00.
“Så går vi ned og får lidt eftermiddagsmad og markerer på den måde også overgangen fra eftermiddag til aften. Det giver et afbræk og den ro, som børnene skal have efter en lang dag,” forklarer de to pædagoger, der begge meget gerne melder sig til aftenvagterne.
“Det er hyggeligt, og vi har en helt anden tid til børnene end ellers. Det er også en helt anden måde at være sammen på, det kan jeg rigtig godt lide,” smiler Christina Svømmeholm, mens hun smører den fjerde rugbrødsmad.
På børnenes præmisser
Det var den daværende forældrebestyrelse, der for godt tre år siden foretog en forældreundersøgelse omkring mulig aftenpasning. Der følger ikke øgede ressourcer med fra kommunen - institutionen står selv for at få tingene til at gå op. En gang om måneden bliver forældrene bedt om at tilkendegive, om de ønsker at gøre brug af aftenpasning den kommende måned.
“Vi spørger ikke, hvad forældrene skal bruge deres tid på, men vi ved, at nogen arbejder længe om torsdagen. Engang havde vi også en forælder, der prioriterede at gå til svømning med sit store barn, mens den mindste hyggede her hos os, så der kan være mange grunde til, at forældre benytter sig af tilbuddet, der jo ikke koster dem noget ekstra,” siger Christina Svømmeholm.
Denne torsdag har Alfred, Silke og Luca leget inden maden kom på bordet, og bagefter boltrer de sig på madrasserne i vuggestueafdelingens indbydende legerum. Silke og Alfred er søskende, mens Luca er jævnaldrende med Silke på to år, så i dag er her kun små børn.
“Vi tager altid udgangspunkt i børnegruppen den pågældende dag. Nogen har brug for at slappe af og vil gerne høre en bog, andre vil gerne lege. Engang gav vi de store børn et fodbad. Det er bare vigtigt, at dagen slutter stille og roligt. Aftenspasningen er ikke en forlængelse af den almindelige hverdag i institutionen,” fastslår pædagogerne.