Fortsæt til indhold

MGP-Philip sang pigehjerter i brand

Esbjergs helt egen MGP-stjerne Philip Elsted Hansen sang endelig her i byen

Arkiv
Louise Ritter

Det kan godt være, at den 14-årige Philip Elsted Hansen er blevet berømt på sin MGP-sang om Kongensgade, men lørdag var det altså i Sædding Centret, at den esbjergensiske MGP-stjerne tog stikket hjem - og det i stor stil.

Ganske mange børn og voksne kiggede forbi til Philips optræden, der kulminerede med hans sidste nummer, der naturligvis var netop “Kongensgade”, som han i februar optrådte med ved årets Børne MGP. Dengang blev det ikke til en finaleplads, men der har nu alligevel været masser af bud efter den unge Esbjerg-sanger, der har optrådt over hele landet.
Men lørdag var han altså på hjemmebane i Sædding Centret - og det kunne især mange piger godt lide. Blandt dem Filippa og Marie på syv år, der faktisk er så vilde med Philip, at de har droppet et svømmestævne for at være i Sædding Centret. Den prioritering bliver det hele værd og meget mere til, da Philip efter sin optræden stiller op til et billede med de to, der naturligvis synes, at Philip var den allerbedste til MGP!