Fortsæt til indhold

Skolelærere skal bag drejebænken

Arkiv
Af Frida Kok

Smartboards og skolekridt bliver for en kort stund udskiftet med drejebænke og vinkelslibere på erhvervsuddannelserne, og nej, det er ikke skoleeleverne, der skal af sted.
Det er derimod skolevejledere- og lærere i udskolingen. De skal på egen krop føle, hvordan det foregår på erhvervsuddannelserne.
Et nyt tiltag fra Vejle Kommunes Arbejdsmarkedsforum sender lærere og UU-vejledere ud på erhvervsuddannelserne. Det sker, fordi man ønsker, at lærere og vejledere opnår et godt kendskab til, hvad der sker på erhvervsskolerne i dag.
“Jeg tror, at mange vejledere og lærere vil blive overrasket over de muligheder, der ligger i de praktiske erhvervsuddannelser i dag. Og jeg er sikker på, at projekterne vil give dem gode erfaringer, de kan trække på i deres vejledning af unge”, siger Christoffer Melson (V), Formand for Arbejdsmarkedsforum.
Der er afsat en halv million til projekterne, der omhandler opkvalificering og udvikling af undervisningsmateriale.