Esbjergs hyggeligste vejfest på vej
Den 14. maj er der igen bazardag på Stengårdsvej
Esbjergs hyggeligste vejfest vender tilbage i form af den traditionelle Bazardag på Stengårdsvej i Esbjerg Ø. Lørdag d. 14. maj bliver Stengårdsvej igen forvandlet til en festplads. Bazardagen er tilbage i sin kendte form - det er en farverig sammenblanding af etniske madboder, lokalt loppemarked, underholdning og aktiviteter for alle aldre, der virkelig skaber en unik stemning, hvor det lokale møder det internationale.
"Tag familien med og oplev en noget anderledes skueplads. Kig ind i en af de mange boder med spændende varer og gør en handel. Smag på det store udvalg af retter fra hele verden og duft til eksotiske krydderier. Lad børnene underholde sig i high-jumper og hoppeborg, være med i fodboldturneringen eller blive ansigtsmalet. Der er et varieret og aktivt udvalg af forskellige oplevelser på dagen," skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Bazaren skydes i gang kl. 12.00 og varer frem til kl. 17.00 med et fuldt program af begivenheder og optrædener. Bazardagen arrangeres af Klub Ringgården, Mosaikken, Bydelsprojekt 3i1, samt frivillige beboere.