Asta og Hilma besøgte Lyreskovskolen
Hilma Bjerg og førerhunden Asta besøgte elever på Lyreskovskolen i anledning af Førerhundens dag
For 62-årige Hilma Bjerg fra Smedeby er alt sort. Hun er nemlig blind, og har været det i 22 år.
Forleden var hun på besøg hos 2. klasserne på Lyreskovskolen i Padborg sammen med sin førerhund Asta. Og hun lagde ikke skjul på, at hun var en smule nervøs over at skulle sidde foran alle børnene og fortælle.
Men snart havde hun talt sig varm, og Hilma kunne gøre børnene meget klogere på, hvad det vil sige at være blind, og hvor vigtig en førerhund er.
“I starten ville jeg slet ikke have en førerhund. Men jeg må sige, at den dag, jeg fik min første førerhund - jeg tror, det var den største dag i mit liv,” fortalte Hilma Bjerg til de interesserede børn.
Børnene ville rigtig gerne sige hej og klappe Asta. Men her fortalte Hilma dem, at det måtte de ikke.
“Asta er jo på arbejde, og hun er et hjælpemiddel for mig. Så når hun har selen på, så er hun på arbejde, og så skal hun kun lytte efter mig. Det er også derfor, at I ikke må snakke med hende,” forklarede hun videre til børnene, der dog stadig havde lidt svært ved ikke at kæle lidt for den søde, sorte labrador.
Lidt senere tog Hilma dog selen af, og Asta benyttede straks sin nyvundne frihed til at gå rundt blandt de mange børn og bade i den megen opmærksomhed.
Imens fortalte Hilma mere om, hvordan hverdagen som blind hænger sammen.
“Det er svært, meget svært. Men alt kan læres, hvis man er stædig nok. Og det må jeg jo så være,” lød det med et smil fra Hilma Bjerg. Børnene fik lejlighed til at stille masser af spørgsmål, og der kom mange gode spørgsmål.
“Hvordan fandt du ud af, du var blind?”, “kan du lave mad?”, hvordan kan det være, at du kan bruge en computer, når du ikke kan se?”.
Hilma Bjerg svarede beredvilligt på alle spørgsmål, og alle blev lidt klogere. Og Asta - hun havde vist også en rigtig god dag.
Men alt kan læres, hvis man er stædig nok. Og det må jeg jo så være
Hilma Bjerg
Fakta
Førerhundens dag markeres hvert år den 27. april
Der er omkring 250 førerhunde i Danmark
En førerhund skal lære 34 kommandoer
Det tager seks måneder af træne en førerhund
Førerhunde er typisk aktive i omkring otte år, før de sendes på pension