Stor kassebeholdning giver luksusproblem
Pengekassen bugner i Sønderborg Kommune, men hvor skal man gøre af de mange penge?
Sidste års regnskab for Sønderborg kommune viser et overskud af den ordinære drift på 387 mio. kroner. Oprindeligt havde man budgetteret med et overskud på 245 mio. kroner.
Det samlede resultat af regnskabsåret 2015 betyder, at kassebeholdningen i 2015 styrkes med 214 mio. kroner. Pr. 31. december 2015 udgjorde kassebeholdningen cirka 558 mio. kroner.
"Vi har hele tiden budgetteret med en opbygning af kassebeholdningen i 2014 og 2015, men ikke at den skulle blive så stor," siger borgmester Erik Lauritzen.
Gode forslag i byrådssalen
"Nu skal der nok komme en masse gode forslag til, hvad de overskydende penge kan bruges til, når vi næste gang har byrådsmøde," smiler borgmesteren, som selv gerne ser, at man bruger nogle af pengene til at nedbringe gælden med.
Næste møde i byrådssalen er onsdag den 4. maj kl. 17.
"Skal vi fortsætte med at opbygge kassebeholdningen? Nej, det skal vi ikke. Men det vil heller ikke ske i de kommende år," lover borgmesteren og peger på de forventede øgede udgifter.
Et luksusproblem
I mellemtiden giver den store kassebeholdning Kommunen et 'luksusproblem', for hvor skal man gøre af pengene, indtil de skal bruges?
"I 2015 har vi måttet betale cirka 1,3 millioner til bankerne for at have penge stående. Det skyldes en negativ rente på 0,37 procent i 2015," fortæller Erik Lauritzen.
"Det vil ikke gentage sig i 2016, hvor vi har indgået en ny aftale med bankerne, så renten i år vil være nul," forsikrer han.
"Men spørgsmålet er, om man ikke kunne finde en alternativ placering af pengene? Vi skal derfor i økonomiudvalget drøfte, om den eksisterende kapitalforvaltning også fremadrettet er den mest hensigtsmæssige. Vi skal selvfølgelig ikke til at gamble med borgernes penge. Sikkerhed og forsigtighed har fortsat første prioritet," lover Erik Lauritzen.