Endelig åbner Torvet i Kulhuse
Torsdag den 5. maj bliver en festdag for hele sommerhusområdet i det nordlige Hornsherred. Turister, gæster og fastboende kan nemlig glæde sig over et noget mere præsentabelt område ved forretningerne i det gamle ”Hullet”.
Det har længe været et ønske at renovere og forbedre forholdende ved både parkeringsområdet og forretningerne, da man tidligere efter regnskyl skulle gennem store vandpytter - ja hele søer.
Det har været en omfattende opgave at lede vandet væk, så området samtidig fremstår pænt, men det er i den grad lykkedes med blandt andet ny asfalt og nye stensætninger.
Festdagen, hvor Torvet indvies, markeres med besøg af Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen, hvor han torsdag den 5. maj kl. 10.00. klipper snoren.
De handlende ved Torvet i Kulhuse glæder sig over, at området i disse år bærer præg af et generationsskifte, hvor mange unge børnefamilier har fået øjnene op for det hyggelige Kulhuse.