I 33 omdrejninger

Hvis du er min alder, sådan cirka, så husker du måske Getterman og Drejeskiven. De to butikker fyldte meget i min spæde teenageungdom op gennem 80erne.
Det var i de to pladebutikker, at ens verden blev en smule større. Det var herinde man gik ind for at bladre rundt i de seneste LPer eller singler.
33 omdrejninger. Eller 45. Det var valget. Store LPer drejede langsomt rundt. 33 omdrejninger på et minut. De små hitsingler med A og B-sider havde mere fart på. 45 omdrejninger per minut.
Det var herinde ved Drejeskiven eller Gettermann, at jeg mødte musikkens verden.
Og ja, jeg var en popdreng, dog også med hang til rockmusik. Jeg lyttede til hits. Ikke at jeg købte så meget, for de plader blev også købt til diskoteket i Vestbyens Fritidscenter, hvor jeg hang meget ud, men når det er sagt, så blev der nu trods alt brugt en del på min egen private pladesamling. Og den blev skabt, ikke via nettet, men via besøg hos en pladebutik, og her var Drejeskiven i Orla Lehmannsgade og Getterman i Rådhuspassagen stederne, vi gik hen efter skoletid.
Så kunne vi lytte til musikken, og måske havde vi sparet sammen til at købe endnu en plade, men skulle det så være den nye med Europe eller den nye med Toto?
Sådan var livet så fredeligt dengang. De største problemer var, at pigerne i klassen kiggede alt for lidt på en, og at man kun havde råd til en LP den måned.
Det med pigerne kunne jeg ikke gøre så meget ved, men det med pladerne var en nemmere størrelse. Jeg levede fint med at nøjes med en single eller en LP i ny og næ.
Der var i øvrigt altid en speciel udfordring. I hvert fald med LPer. Tolv sange på et album, og måske var de syv af dem ligegyldige. Dem hørte man alligevel ikke, og så var pengene jo på en eller anden måde spildt. Omvendt lærte man måske med tiden at elske nogen af de numre, og ens verden udvidede sig på den måde en lille smule.
Livet var mere som et album dengang. Ens liv var bygget op på en måde, at det mindede om 12 sange. En om skolen, venskabet, kærligheden, sorgen, glæden og så videre.
Nu til dags virker det mere til, at folk ser deres liv som en singleplade. Den skal helst vises frem som en god hitsingle, andre gerne vil lytte til. Mens de mere specielle og krævende sange, dem gider vi ikke lytte så meget til.
Nå, det er lommefilosofi på lavt plan, men derfor kan man godt savne dele af ens fortid, og pladebutikkerne savner jeg.
Her kunne vi bladre gennem stakke af plader, og på den måde, vise hvem vi var. Var man en Poptøs, købte man Limahl og Wham. Måske var man mere mørk i sit teenagesind og købte The Cure. Måske var man en rebel og købte alle King Diamonds plader, for det var vist noget med at han tilbad Djævlen, og den slags var en sikker genvej til et oprør mod ens forældre. Eller måske man gerne ville være mere sofistikeret og købte en plade med Marillion for at lytte til de dybe tekster skrevet af forsangeren med det fantasiske navn: Fish.
Og sådan gik vi rundt mellem pladerne og hinanden og lærte, at musik skaber identitet.
Men fortid bliver nutid, og så sent som i lørdags mødtes jeg med nogle af gutterne, og vi computeren frem og søgte musik på Spotify. Det musik vi ønskede, når vi ønskede.
Og det var nu også ret fedt og givende. Livet kører videre i 33 omdrejninger, og vi følger med undervejs.