Hotel snart klar til åbning
Det 155 værelser store CabInn Vejle er snart klar til at modtage den første gæst
Støvet ligger stadig på gulvet i værelserne på 11 etage, men udsigten er meget lidt støvet. Herfra kan man se by, fjord og bakker.
“Jeg kan vist godt tillade mig at sige, at Cabb inn er det centrumhotel i Vejle med den bedste udsigt,” siger Kim Degn, der er hoteldirektør.
Hotel CabInn er ved at rejse sig fra håndværkerstøv, og det tidligere Hotel Australia er dermed klar til nye tider. 155 værelser i forskellige størrelser og prisklasser. Og det er dem, det drejer sig om på hotellet.
“CabInns koncept er, at vi driver hoteldrift, og det er vi gode til. Vi skal ikke ud i mange andre ting, men holder fokus på hoteldriften,” siger direktøren.
Han viser rundt på de mange etager, hvor håndværkerne gør det, de er så gode til, nemlig deres håndværk. Et hotel tager derfor mere og mere form.
“Det er et stort projekt, hvor der har været mange folk indover, men det er gået rigtigt, rigtigt godt. Der har da været udfordringer undervejs, men alt i alt har det kørt fint,” siger han.
Nummer ni
CabInn åbner i Vejle sit niende hotel. Kæden er dermed blandt de store hotelkæder i landet, og Vejle er den første by, udenfor de fem største byer, der får en CabInn.
Vejles gode placering midt i landet er en af grundene bag. Normalt vil CabInn selv bygge fra bunden, men i Vejle stod den rette bygning mere eller mindre klar.
“Der er mange vinduer, og det er nødvendigt, når man, som os, vil have mange værelser,” som hoteldirektøren konstaterer.
Det gamle hotel i Vejle er blevet shinet gevaldigt op både udvendig og indvendig. Nogle af de gamle værelser består, mens man på 1,2,3 og 11. etage for alvor har lavet om. På etagerne imellem er der ikke ændret så meget, og det betyder, at hotellet får værelser i forskellige størrelser.
“Vi bliver et hotel for alle, og vi kan tilbyde mange former for værelser, lige fra økonomi-værelserne til store værelser med plads til fire børn og to voksne. Her er der to toiletter med bad på værelset,” siger Kim Degn.
Den første gæst er booket. Vedkommende har meldt sin ankomst til fredag den 20. maj.