Giv mor en dag på Mors Dag
Det oplagte gavevalg ligger faktisk i navnet
”Hvis du kunne rive en dag ud af kalenderen, hvad ville du så gøre?”
Sådan et spørgsmål kan nære dagdrømmene, og det er nok de færreste, som midt i frikadellefarsen, vasketøjsbunkerne eller græsslåningen ville sige, at det faktisk er lige netop det, jeg gør i dette sekund, jeg vil bruge sådan en dag på.
Derfor: Den oplagte gave til Mors Dag er faktisk at give mor en dag!
Begynd med morgenmad på sengen, gerne ledsaget af en buket blomster og et kort med søde ord om, hvorfor netop jeres mor fortjener det.
Hvis mor er til afslapning og wellness, så kan et gavekort til massage og sanseoplevelser være en god ide. En planlagt travetur med familien, en frokost i det grønne, en hjemmebagt eftermiddagskage eller andet vil også være et hit.
Ofte er alene-tid en mangelvare. Så for at løfte Mors Dag ud af Mors Hverdag, så kan muligheden for at nyde en god bog eller et stykke musik i eget selskab faktisk også være et kært element i Mors Dag.
Om aftenen tager familien enten ud at spise sammen, eller måske viser børnene far vej til køkkenet og orkestrerer noget mad, som mor holder af. Er der tid og lyst til en tur i biografen eller teateret bagefter, så vil de fleste mødre sætte pris på det.
Det behøver hverken være dyrt eller bøvlet at fejre mor – men få det gjort. Du har 364 andre dage at samle kræfter til det!