Fortsæt til indhold

Da tigerne blev sluppet løs

På Skibet Skole holdt special- klasser for autistiske børn fernisering. Og de slap nogle farverige tigere løs

Arkiv
Jørgen Flindt

Tigere i alle slags farver blev sluppet løs af de indre bure, da der var fernisering på en lille udstilling på Skibet Skole.
For kunstnerne bag var ti elever på skolens afdeling for autistiske børn.
“Det er første gang, vi har prøvet med det, og det er en stor, stor succes. Eleverne har været meget engageret helt fra første sekund,” siger Solveig Sigtenbjerggaard, der er lærer på indskolingen på centerafdelingen.
Det er jo ikke første gang, at skolebørn maler malerier, men autistiske børn kræver en anden form for tilgang til emnet. De har mødt kunstneren Uffe Christoffersen, som selv maler tigere, og det lærte de meget af. Både om farver og måden, man kan sammensætte dem på.
“Forløbet har været meget konkret. Børnene har hele tiden vidst, hvad de skulle, og hvad der blev forventet af dem. Rammen har været sat. Men da der skulle males, var det deres eget udtryk, der kom til syne. Det har været en stor oplevelse for dem,” siger hun.
Og Lasse på syv år er enig i at oplevelsen har været stor.
“Det er afslappende at male og er meget dejligt,” sagde han, da han holdt en lille tale på sin og de andre unge kunstneres vegne.

Irene Urbrandt, leder af centerafdelingen, slipper tigerne løs
Kunstnere og deres kunst.
Charlie sagde skål. Der var jo saftevand til, som det sig hør og bør ved en fernisering.
Farvestrålende små parasoller i saftevandet.
“Se hvad jeg har lavet.”