Esbjerg gik kage- amok i Musikhuset
Der er bare ikke en finger at sætte på konceptet: Spis alt det kage, du vil og støt samtidig et godt formål.
Kagens Dag kom til Esbjerg for et par år siden. I sidste uge faldt den tredje af slagsen så, og så længe byens bagermestre slår dej op til arrangementet, vil esbjergenserne utvivlsomt bakke op, for de kan nemlig rigtig godt lide kage!
Det fremgår med al tydelighed tirsdag eftermiddag, da Musikhuset Esbjerg åbner dørene til Kagens Dag 2016. Mange af byens bagere har været på overarbejde for at få de tusindevis af kager færdige. Også på Rybners Tekniske Skole har et hold elever haft travlt. De er ti uger inde på grundforløbet “Mad til mennesker”, og de har bagt 1.500-1.800 napoleonshatte, nøddehorn og okseøjne.
Selv om det mod slutningen tynder lige rigeligt hurtigt ud af kagerne, så er der nok til alle - udvalget er bare større til dem, der møder først op. s
“Det gik stærkt i år, folk spiste godt, men der var kager til alle,” siger tovholder, Claus Knudsen fra Højvangs Bageri,
Han forventer, at Kagens Dag giver et overskud på cirka 75.000 kroner til De Hjemløses Venner.