Landkrabber magtede ikke at stjæle motorbåd
Af Lars Saugbjerg
Onsdag klokken 16.53 forsøgte to mænd at stjæle en motorbåd til 400.000 kroner i Fredericia.
“Jeg tror ikke, at de var sømænd,” lyder det fra politikommissær Ole Eckholdt, Lokalpolitiet i Fredericia.
Episoden fandt sted i Fredericia Lystbådehavn. Da de to mænd lagde fra land, viklede rebet fra fortøjningen sig ind i motorbådens 'trim flaps' (styreanordning).
“Så de sejlede rundt i havnen, men kom ingen steder,” fortæller Ole Eckholdt.
På et tidspunkt hoppede mændene i land. Et vidne, der overværede tyveriforsøget, fik sikret båden.
“De to mænd har skåret sig og efterladt lidt blod. Så nu må vi se, om det er nogle vi kender - om de bliver indhentet af deres DNA,” lyder det fra politiet.