Fortsæt til indhold

Arkitekter skal lave ny-designe gammel skole

Arkiv
Arkiv

De sidste elever sagde i maj 2013 farvel til de gamle skolebygninger, og nu starter et nyt kapitel for Christiansfeld gamle skole, når boligselskabet Domea Lunderskov-Kolding i samarbejde med Kolding Kommune og bygge- og boligadministrationen Domea.dk omdanner skolen til nye almene familieboliger.
En arkitektkonkurrence skal i første omgang finde frem til det bedste forslag, og fra politisk side er der høje forventninger til det nye projekts bidrag til byudviklingen centralt i det historiske Christiansfeld.
“Selv om Christiansfeld sidste år blev anerkendt som verdensarv af UNESCO, er det fortsat helt afgørende, at byen udvikler sig og er et sted, hvor livet leves. De arkitekter, der byder ind på denne opgave, får derfor en helt særlig og meget spændende udfordring med at tænke nyt i respekt for den historiske ramme. Jeg er ikke i tvivl om, at resultatet bliver nogle særdeles attraktive boliger, siger borgmester i Kolding, Jørn Pedersen.

Restaurering og nybyg

I alt skal der opføres ca. 2.500 m2 med almene familieboliger. Boligerne skal indrettes i den gamle skole på adresserne Lindegade 9, 11 og 13 og Nørregade 13.
I Lindegade er bygningerne fredet og skal restaureres, mens bygningen på Nørregade skal rives ned og her skal der opføres et helt nyt byggeri, der skal passe ind sammen med de historiske bygninger. Boligstørrelserne vil få en gennemsnitlig størrelse på mellem 85 og 90 kvadratmeter.