Find kræmmeren frem og prut om prisen
Shop i City inviterer til kræmmermarked fredag og lørdag
Fredag og lørdag skal du finde din indre kræmmer frem, når du går en tur i Aabenraas gader.
Butikkerne er nemlig ude på gaden med mange ekstra gode tilbud, og der er lagt op til at du kan komme og prutte om priserne på det gadesalg fra bordene foran butikkerne.
For at det hele skal gøres lidt ekstra festligt, krydres oplevelsen med god musik. For på lørdag kan du nemlig møde Jazz Buffettens Street Paraders i gaderne. De serverer swingende jazz og skaber god stemning - mens du kan koncentrere dig om at gøre en god handel.
Den gode traditionelle jazz bliver vendt en tur i jazz-køkkenet og serveret for byens besøgende i en festlig Street Parade. Det bliver med de bedste klassikere fra Jazz-kogebogen, og det bliver bl.a. med numre som It"s a long way to Tipperary og lidt dansktopnumre tilsat jazz"ens rytmer. Bandet fortæller, at man er velkommen til at swinge indkøbsposerne i takt.