Fortsæt til indhold

Børn og voksne i skoven med kort og kompas

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Orienteringsklubben OK Syd afholdt Find vej Dag sammen med 50 andre orienteringsklubber over hele Danmark i lørdags. OK Syd havde i alt 58 deltagere ved deres Find vej Dag i Als Nørreskov. I alt havde over 3.000 fundet vej til skoven for at deltage i arrangementet.
Det store familie-arrangement trak som ventet mange familier med unge børn til. Klubberne hjælper deltagerne i gang i en sport, hvor selv de mindste kan være med.

Flere gengangere

"Vi havde 58 deltagere, og flere af dem er begejstret for vores arrangement," siger OK Syds formand Birger Jønsson.
"Flere af deltagerne var gengangere fra tidligere år, som bruger dagen til at få noget motion i den flotte forårsskov."
"Som tidligere var opgaven med at finde figurerne meget populær blandt børnene, og figurbanen blev gennemløbet hele 85 gange. Flere af børnene kunne huske løbet fra tidligere år, eller fra vores Sct. Hans løb , hvor vi også havde det på programmet," siger Birger Jønsson.

(Privatfoto)

Kort og kompas

Find vej Dagen er til for at familien Danmark kan komme ud og prøve at løbe i skoven med kort og kompas i hånden, og lære lidt om orienteringssporten og orienteringsklubben i deres område.
Find vej Dagen blev første gang afholdt i 2011, og er siden vokset til et arrangement med over 3.000 deltagere, og i år er der et rekordstort antal arrangementer over hele Danmark.
Det landsdækkende projekt støttes af Nordea-Fonden.

(Privatfoto)
(Privatfoto)