Sons of Smiths i Hugos Kælder
Køgebandet gæster Hugos Kælder d. 4. maj kl. 20.00
2015 har været et vildt år for det unge Køge-band, Sons of Smiths, og det ser ud til at fortsætte med uformindsket kraft i 2016. Bandet har eksisteret, skrevet sange og øvet intensivt i et par år, hvilket tydeligt fremgår af deres overbevisende live-performance. Det er kun et halvt år siden, at de besluttede at skifte deres engelske tekster ud med modersmålets mindre mundrette men meget mere meningsfulde hverdagslyrik, som smukt supplerer deres skarptskårne melodier med uimodståelige syng-med-omkvæd.
Mellem mere end 1.000 stærke artister på TAK ROCK"s hjemmeside ragede de køgensiske spillemænd op som et fyrtårn i natten, og de var umulige at komme udenom, da Magtens Korridorer skulle vælge supportband til deres udsolgte FRIVÆRDI 10 års jubilæumstur landet rundt i efteråret 2015.
”Vi har aldrig oplevet noget lignende, når det kommer til publikumsrespons på et supportband,” sagde Niklas Schneidermann, guitarist i Magtens Korridorer.