Økologiske køkkener i Fredericia hædret
10 plejecentre og daginstitutioner fik økologisk spisemærke
Knap 150 køkkenfolk og kommunale medarbejdere fra 10 forskellige kommuner deltog i Økologisk Køkkenfest i Odense, hvor 10 plejecentre og daginstitutioner fra Fredericia fik overrakt Det Økologiske Spisemærke for deres arbejde med at servere mere økologi.
Siden januar 2015 har køkkenerne været en del af projektet Øko++ med stor succes.
“Køkkenerne har ydet en helt fantastisk indsats. At vi er nået så langt på lige godt et år er meget imponerende,” siger Marianne Overvad, Leder af Køkkenfunktionen i Plejen, der står for maden i fem af de 10 køkkener i Fredericia, som modtog spisemærker.
Da køkkenerne startede i projektet lå økologiprocenten mellem 7 og 18 procent. Målet for projektet var at nå 30 procent inden udgangen af 2016, og med overrækkelsen af de økologiske spisemærker er dette mål allerede nået.
“Kommunen sigter efter 60 procent økologi i 2020, så det vil vi se, om vi kan nå inden for det næste år til halvandet,” siger Marianne Overvad.
Overgangen til økologi kommer ikke kun til udtryk i høje økologiprocenter og nye spisemærker. Det har også sat sit præg på maden og medarbejderne.
“Det mest udfordrende ved at omlægge til økologi har været omskolingen i vores måde at tænke på og få gjort økologien til noget legalt. Men til gengæld har det givet en ny lyst til at afprøve råvarerne og en ny faglig stolthed. Vi laver meget mere fra bunden nu. Vi bager, laver hjemmelavede marmelader og hjemmesylter. Det giver en helt anden arbejdsglæde. Samtidig kan vi høre på borgerne, at det også smager bedre og dufter bedre ude i køkkenerne,” siger Marianne Overvad.
Omlægningen til økologi er sket uden at der bruges flere penge på råvarerne.