Årets el-installatør for tredje gang
Roskilde Fjordens El kunne for tredje gang fyre champagnepropperne af efter have modtaget elinstallatørpris. Virksomheden gør meget ud af at rekruttere de helt rigtige medarbejdere
hæder Et benhårdt fokus på trivsel og rekuttering af de rigtige medarbejdere, kompromisløst fokus på kvalitet - og så nogle kunder, som er søde til at anmelde virksomheden på anmeld-haandværker.dk. Det er blandt årsagerne til, at Roskilde Fjordens El forleden blev kåret som “Årets El-installatør” til awardshowet ‘Årets Håndværker 2016’. Der var tæt løb blandt de seks finalister i forhold til, hvor mange point kunderne havde givet dem i deres anmeldelser. Så det var en fagjury, der som sidste instans udpegede virksomheden, som ligger i Hillerød og Roskilde, som vinder. Dermed blev indehaver Flemming Jensen kaldt op på scenen foran de omkring 1000 festklædte håndværkere i Cirkusbygningen i København: “Det var helt fuldstændig overvældende. Jeg havde slet ikke regnet med det, for løbet var så tæt. Jeg hørte kun starten af, hvad juryen sagde, for da jeg gik op til scenen, var jeg helt overvældet af stolthed og glæde. Det var helt fantastisk,” siger indehaveren.
Laver tingene ordentligt
Årsagen til, at Roskilde Fjordens El hele tre gange nu har hevet prisen hjem, er først og fremmest, at kunderne giver sig tid til at anmelde virksomheden efter en opgave - og fordi medarbejderne gør et stort stykke arbejde, mener Flemming Jensen: “Vi ansætter kun de 20 procent bedste elektrikere og svende. Vi fortæller dem allerede ved ansættelsessamtalen, at vi stiller store krav til, at de laver tingene ordentligt og til deres holdninger og værdier”. Virksomheden har derfor indført deres “RMI”, som står for “Rigtig Mental Indstilling”. “RMI” skal sikre tillid mellem medarbejderne og glæde på arbejdspladsen. Dermed kan virksomheden både tiltrække og fastholde de dygtige medarbejdere. “RMI” er udviklet i samarbejde med medarbejderne, som har formuleret en masse værdier for arbejdspladsen. Det er ord som ærlighed, troværdighed, respekt, hjælpsomhed, imødekommenhed og orden, som er skrevet på plakater rundt omkring på væggene, så medarbejderne - alle fra rengøringsmedarbejdere til direktøren - ser dem og bliver mindet om dem. “Vi vil gerne være en attraktiv virksomhed at arbejde i, og det kan være svært at tiltrække de dygtige elektrikere. Så vi har arbejdet meget med at formulere de værdier, vi står for, og vi holder hinanden op på, hvad god og dårlig “RMI” er,” forklarer hustru Naja Jensen, som Flemming Jensen startede virksomheden med for 10 år siden.
Fyraftensøl og fastelavn
Samtidig gør virksomheden meget for, at medarbejderne laver noget socialt sammen og lærer hinanden at kende. Det kan være en fyraftensøl ved en fødselsdag, fastelavnsfester eller en fælles frokost. “Det handler om at møde hinanden med accept, smil og glæde. Det er selvfølgelig en proces, der hele tiden fortsætter, men jeg synes, det virker at sætte fokus på det. Vi har aldrig haft et bedre team,” siger Naja Jensen. Virksomheden har også et stort fokus på efteruddannelse, kurser og medarbejderudvikling, fortæller Flemming Jensen - og så er udstyret i orden: “Vi har gode firmabiler med alt det værktøj, man kan drømme om. Jeg har nogle gange, når vi ansætter, hørt folk udbryde “hold da op”, det udstyr har de ikke oplevet før. Men det går altså ikke, at man står og mangler en ‘finecutter’ eller en boremaskine, når man er ude ved kunden. Tingene skal bare være i orden, og mange medarbejdere kan også godt lide, at der er styr på kvaliteten i arbejdet, og vi laver tingene ordentligt. Det tænder dem”. Derfor går virksomheden snarere efter den rigtige løsning - ikke den billigste, forklarer han: “Hvis kunden vil have en løsning, som vi kan se, ikke vil blive pæn, så siger vi, at de må få en anden til at lave det. For én ting er, at kunden kan leve med løsningen - noget andet er, at naboen kommer og ser det, og så ringer naboen i hvert fald ikke til os en anden gang. Så vi siger hellere nej til en opgave, hvis kunden vil have en dårlig - og billigere- løsning, end den vi foreslår,” siger Flemming Jensen, som også understreger, at de “små ting” som at rydde op efter sig og komme til tiden også vægtes højt. “Det, kunden køber, er en helhedsoplevelse. Der skal ikke ligge ledningsstumper tilbage eller være trampet med støvler igennem stuen. Vi skal sørge for, at man ikke kan se, vi har været der”.
Ny gejst og gnist
At vinde prisen er en god markedføring af virksomheden, men det betyder også noget mere personligt for indehaverne: “Vi får en ny gejst og gnist. Vi arbejder rigtig meget - syv dage i ugen siden påske for eksempel. Men sådan en pris giver en lyst og mod til at fortsætte arbejdet. Samtidig kan vi bruge prisen til at tiltrække medarbejdere, som gerne vil arbejde et sted, hvor man bliver taget alvorligt, og hvor man tager opgaverne alvorligt,” siger han. Roskilde Fjordens El @Brod_Kortfortalt_Erhverv:Er den første el-installatør, der er løbet med prisen som “Årets El-installatør” tre gange. Firmaet vandt også prisen i 2012 og 2014 og har været nomineret i finalen alle de fem år, konkurrencen er løbet af stablen. Blev startet for 10 år siden af ægteparret Flemming og Naja Jensen. Jubilæet fejres den 2. juni på firmaets adresse i Gundsømagle, hvor kunder og samarbejdspartnere er velkomne. Har nu 15 ansatte. Startede i Gundsømagle og udvidede i 2015 med en afdeling i Hillerød.