Fortsæt til indhold

Tør du røre ved en slange?

Arkiv
Arkiv

Der bliver rig mulighed for at pleje sin fascination eller udfordre sin angst, når Skærup Zoo i Kristi Himmelfartsferien lader publikum komme helt tæt på flotte slanger, lodne edderkopper, skorpioner og eksotiske insekter.
Den lokale zoo gentager succesen fra sidste år, hvor krybdyrene var et stort tilløbsstykke.
“Vi oplevede, at der var stor interesse for de krybdyr og eksotiske insekter, man ikke har mulighed for at opleve ret tit,” siger Karina Schou fra Skærup Zoo.
“Man kan blandt andet prøve at røre ved en slange, som slet ikke er slimet som mange tror, blive fascineret af lodne edderkopper på størrelse med en kagetallerken, eller man kan få sig en snak om dyrene med fagfolk.
Der er adgang til 'Skolestuen' fra den 5. maj – 8. maj, klokken 11-15.30.
Hvis man er mere tiltrukket af dyr med pels frem for skæl, er der i øjeblikket en del dyreunger i Skærup Zoo. Især blandt aberne er der gang i familie-forøgelserne. Vær med klokken 11.15 og 14.20, når dyrepasseren fortæller om dyrene.