Hebo tog med U20-landsholdet
Mathias Hebo Rasmussen, FC Fredericia, blev mandag udtaget til U20-landsholdet. Pludselig var U20-landstræner Niels Frederiksen i telefonen. Beskeden var klar: Pak din taske og hop på et fly til Italien, du skal med U20-landsholdet på tur.
“Det er et kæmpe skulderklap, og det er altid dejligt at skulle trække den røde trøje over hovedet. Samtidig er det en stor cadeau til holdet i FC Fredericia, hvor jeg har fået en rigtig god start,” siger Hebo og fortsætter:
“Jeg glæder mig selvfølgelig rigtig meget. Det handler bare om at vise mig frem og spille mit spil – ligesom jeg gør på træningsbanen og i kampene for FC Fredericia,” siger den 20-årige midtbanespiller.
U20-truppen fløj til Legnano i Italien tirsdag morgen. Torsdag venter landskampen mod Italien.