Roskilde og festivalen må holde forbindelsen
Borgmester Joy Mogensen i dialog med folkene bag det store musikarrangement på Dyrskuepladsen om den fremtidige ledelses lokale tilknytning
- Opgaven bliver nu at fastholde den gode forbindelse mellem Roskilde by og vores store musik-festival, for vi kan slet ikke undvære hinanden. Sådan siger borgmester Joy Mogensen, inden festivalen snart skal til at finde en ny leder, når den nuværende chef Henrik Rasmussen går af til nytår. Han er den sidste fra Roskilde i topledelsen for det kæmpemæssige arrangement på Dyrskuepladsen, der hvert år sikrer mange millioner i direkte og indirekte indtægt til hjembyen. Gennem årene har festivalen i sin ledelse ellers haft flere tore Roskilde-profiler som Erik Larsen, Leif Skov, Dan Hacke - og senest Henrik Rasmussen. Men i øjeblikket frygter flere i Roskilde, at den tætte kontakt og gode forståelse kontakt mellem byen, kommunen og festival kan lide skade, hvis der i festivalens kommende ledelse ikke længere er en chef, som kender lokalsamfundet indgående og godt.
Lokale nøglepersoner
Joy Mogensen fortæller, at hun også taler med mange folk med tilknytning til festivalen om, hvordan det effektive samarbejde kan fortsætte til gavn for alle parter. - For nogle år tilbage var der jo også nogle, som talte om at flytte festivalen til Tåstrup eller et andet sted, men det blev da heldigvis løst på en god måde. Men vi kan ikke tage det som et selvfølge, at det bare fortsætter, hvis ikke vi er opmærksomme. - Efter min opfattelse bygger festivalens succes gennem årene på tre vigtige faktorer: - God musik med både nye og kendte navne, der kan fylde Dyrskuepladsen. - De mange frivillige, der spiller en helt afgørende rolle for, at det store arrangement kan fungere. - Sidst men ikke mindst er der så forbindelsen til Roskilde og vore indbyggere, som stadig udgør den største del af de frivillige. - Festivalen kunne måske nok få andre frivillige udefra til at tage over, men forbindelsen til alle de lokale foreninger, der står for salg og løser andre opgaver ved pladsen, er uundværlig. Det samme gælder de mange lokale nøglepersoner, der har ansvaret for de forskellige funktioner. - Foreløbig har vi en god dialog om, hvor afgørende det er at bevare og sikre forbindelsen mellem festivalen og byen. Efter min mening er der heller ikke noget alternativ, for så kan det hurtigt gå galt, siger borgmester Joy Mogensen. tk