Innovationspriser til gymnasieelever
Vincent Olesen og Anders Østerby fra 1.A på Odense Tekniske Gymnasium (OTG) løb tirsdag med førstepladsen i den landsdækkende talentkonkurrence 'Unge Forskere' i kategorien 'Technology'. Prisen var 15.000 kroner og en rejse til Los Angeles.
De unge mænd vandt med en interaktiv cykelgadget, SafeBike, som skal løse et stigende problem med cyklisters manglende koncentration i trafikken, fordi de bruger smartphones, mens de kører.
Tredjepladsen i samme kategori gik til Annemette Victoria Laursen Vig fra 2.I og Marcus Enghoff Hesselberg Grove fra 3.A fra samme gymnasium. De vandt 8.000 kroner og en rejse til Beijing for et stødarmbånd, der skal hjælpe cuttere med at trappe ud af deres afhængighed.
Endelig gik SceinceTalenters Innovationspris 2016 på 10.000 kroner til Kasper Snæver Andersen, Laurits Hjorth og Patrick Jørgensen fra 3.I for deres forbedrede og mere brugervenlige tourniquet, som skal sikre, at soldater kan minimere blødninger efter krigsskader.