En aktiv mand fylder rundt
Torsdag den 28. april runder Bent-Ole Østerby et skarpt hjørne i livet
Det er en aktiv mand, der torsdag kan fejre sin 50 års fødselsdag. For Bent-Ole Østerby har der altid været fart på.
I dag er han teamleder for skoleområdet i Haderslev Kommune, men får også tid til at være kirkesanger i Hoptrup Kirke og være sportschef for det SønderjyskE fodboldsamarbejde i Center Nord. Tidligere har der stået såvel højskolelærer (Hoptrup Højskole) som skoleleder (Vedsted, Skrydstrup og Vojens) på visitkortet.
Bent-Ole er gift med Birgit og da parrets - nu voksne - børn var mindre, var han fodboldtræner gennem 10 år i Hoptrup Marstrup Idrætsforening. Nu bruges fritiden på musik, at sejle, løbe halvmarathon og sidde i bestyrelsen for Haderslev Sangakademi.
Den store dag fejres med åben hus for naboer, venner, kollegaer og familien dels i Haderslev Sejlklub og dels herhjemme.