Fortsæt til indhold

Mindeord

Arkiv
Arkiv

Vi har med sorg modtaget meddelelsen om Rudi Schous død. Roskilde har mistet en ildsjæl, der brændte for live-musik og gjorde noget ved det. Gennem mere en tyve år var han en aktiv profil bag koncertstedet på Eriksvej. Fra slutningen af 70’erne og langt ind i 90’erne, huserede han som aktivist, booker, idemager og meget andet. Det var da også en stolt Rudi, der fortjent tog imod, da Club Paramount i 1985 modtog Amtsmusikprisen. Den blev givet med følgende begrundelse: “Foreningen har på en markant måde tegnet en væsentlig del af det rytmiske liv i Roskilde gennem 20 år. Stædigt og udholdende har (man) arbejdet sig gennem kriser og problemer, og desuden har (man) forstået at bibeholde, -et i Danmark enestående miljø”. Da Club Paramount i 2014 afholdte 50 års jubilæum, var Rudi en aktiv deltager i “den historiske kaffeklub”, hvor han bidrog med både vid og humor. Et virke han fortsatte til det sidste. Han kunne både sætte de konkrete ting på plads og fortælle de fede og sjove historier. At noget for alvor var galt, blev først rigtig klart for os sidste fredag, da vi modtog afbud fra Rudi til Fønix’ åbningskoncert. Han var for syg til at kunne deltage. Nu giver det ekstra mening, at Fønix tjente sine første penge, ved at varetage garderoben, da Rudi i december sidste år fejrede sin 60 års fødselsdag. Hele 3 live-bands, mindre kunne ikke gøre det. Vi har mistet en musisk ildsjæl, men hans ånd vil leve videre på spillestedet Paramount. Den sidder i væggene, den sidder i gulvet -og unge og gamle vil sørge for, at den vil vælte ud af højtalerne. Ære være Rudi Schous minde. Jørgen Andersen på bestyrelens vegne Club Paramount Fønix.