Fortsæt til indhold

Børns og unges vilkår i centrum

1. maj-festen i Lovparken i Køge kom blandt andet til at handle om bekymringen for de tiltag fra regeringen, som rammer børn og unge

Arkiv
Martin Rasmussen

Alt var lige efter bogen, da LO Køge Bugt og de øvrige arrangører inviterede til det traditionelle 1. maj-arrangement i det ene hjørne af Lovparken. Humøret var højt, arbejdersangbogen var flittigt i brug, der var gratis pølser til ungerne, og Venstreregeringen fik skældud fra scenen.
Det er ikke mindst konsekvenserne af regeringens politik for den yngste del af befolkningen, som vækker bekymring. For eksempel tog Marie Stærke (S) afstand fra det, der omtales som det moderne kontanthjælpsloft, og som i praksis ikke mindst rammer enlige mødre og deres børn.
"Uligheden er stigende, og det betyder, at flere børn vokser op i fattigdom. Vi skal kæmpe med næb og klør mod regeringens øgede ulighed," sagde Marie Stærke - tidligere borgmester i Køge Kommune og aktuelt 2. viceborgmester.
Hun argumenterede for, at forældrenes manglende ressourcer meget vel kan medvirke til at udelukke flere og flere børn fra fællesskaber i skole og fritidsliv, fordi der ikke er penge til at gå til fritidsinteresser, til nyt tøj, til at invitere kammeraterne til fødselsdag eller andet.
"De børn har ikke de samme muligheder som andre, og det er de børn, der bør være vores største bekymring. De er de første, vi skal kæmpe for," sagde Marie Stærke.
Det er blot en måneds tid siden, hun og mange andre var med til at tage afsked med den tidligere socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, og hun tog i sin 1. maj-tale afsæt i partiprogrammet fra 1986, "Danmark for hele folket", hvor Anker Jørgensen talte om solidaritet, fællesskab, og at de stærkeste skal hjælpe de svageste.
"Solidaritet er det bedste svar på den stigende ulighed. Anker er væk, men vi er her stadig, og vi har ikke glemt solidariteten, fastslog Marie Stærke.

Kritik af karakterkrav

På talerstolen var blandt andre Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, folketingsmedlem Christian Juhl (Ø) og Laura Marie Månsson, der er medlem af SF Ungdoms landsledelse, inden Marie Stærke rundede talerrækken af.
Laura Marie Månsson langede i sin tale blandt andet ud efter konsekvenserne af et karakterkrav på 4 for at komme i gymnasiet, som regeringen lægger op til. Det vil først og fremmest begrænse en række ufaglærtes børns muligheder i uddannelsessystemet, mener hun.
"Halvdelen af dem kan ikke leve op til det krav i dag, så det vil afskære en stor del af ungdommen fra at tage en uddannelse. Højrefløjen taler om frihed, men de arbejder ikke for det. Den rigtige frihed ligger på venstrefløjen. Vi vil give folk frihed til at gøre det, de brænder for," sagde hun.
Laura Marie Månsson talte desuden for, at venstrefløjen skal være endnu klarere i spyttet omkring, hvad man vil, så ingen er i tvivl om det velfærdsfællesskab, man vil arbejde for.

De børn bør være vores største bekymring. De er de første, vi skal kæmpe for.
Marie Stærke