Fortsæt til indhold

Styrke og sammenhold førte til medaljer

Arkiv
Jan Partoft

De to unge atleter Helene Lamhauge på 21 år og Christian Ryge på 23 år har det til fælles, at de har vundet medaljer til Danish Open i bodybuilding, og at de træner hos Copinglife på Københavnsvej. Begge er også begejstrede over det sammenhold, der er hos atleterne i træningscenteret. Det er med til holde motivationen oppe, når der skal trænes.
De to har til gengæld hver deres indgang til sporten.
- Jeg er tidligere elitesvømmer hos AG Jyllinge, siger Helene Lamhauge.
- Men jeg blev skadet som 13-årig. Det fik mig til at tænke over, hvad jeg så skulle gå i gang med.
- I gymnasiet begyndte jeg med fitness. Senere spurgte en veninde mig, om jeg ville stille op til konkurrence. Så der begyndte jeg at træne målrettet. Jeg kom dog ikke så langt i konkurrencen i 2015. Lige efter begyndte jeg at træne her.
Trænerskifte, en ny kostplan og en målrettet træning gav bonus. I år kom Helene Lamhauge på medaljepladserne. Hun fik en 3. plads i Danish Open junior bikini fitness. Inden havde hun taget 2. pladsen i begynderklassen, hvor hun kvalificerede sig til Danish Open. Bikini fitness er den mindst muskuløse klasse inden for sporten.
Christian Ryge fik meningitis, da han var 13 måneder gammel. Det førte til, at han mistede hørelsen. I dag kan han høre takket være et indopereret høreapparat.
- Mit handicap har ført til, at jeg har haft mange nedture i livet, siger Christian Ryge.
- Da jeg skulle i fjerde klasse, begyndte jeg i en almindelig klasse på Himmelev Skole. Men der var alt for mange elever i klassen, så der var for meget støj, hvad der gav mig en nedtur.
Først da Christian Ryge var fyldt 15, fandt han ro, da han begyndte at gå til fittness.
- Her fandt jeg ud af, at jeg mentalt kunne slappe af, når jeg trænede, siger han.
- Efter jeg blev 18, begyndte jeg at træne for alvor. I år var første gang, jeg var med til konkurrencer. Her fik jeg en 1. plads som nybegynder og en 2. plads i det efterfølgende Danish Open.
Begge har ambitioner om at komme videre i sporten. Helene Lamhauge vil i første omgang til DM i efteråret og siden internationalt. Christian Ryge vil vente med DM til 2017, hvor han stiller op i seniorklassen, og siden vil han også forsøge sig internationalt. Konkurrencer i bodybuilder- og fitnesssporten er ikke særlig udbredte herhjemme, man skal til udlandet, hvis man vil konkurrerer.