Fortsæt til indhold

Nybagte fitness-ejere

Barbara og Kenneth havde travlt inden åbningen af Pro-Fit Gym

Arkiv
Arkiv

For kort tid siden kunne kæresteparret Barbara Christiansen og Kenneth Robert Jensen åbne dørene til deres spritnye trænings- og fitnesscenter, Pro-Fit Gym, på Parkvej i Roskilde. En drøm var gået i opfyldelse for de to med mange års erfaring indenfor branchen. Godt fire måneder tidligere var en anden drøm gået i opfyldelse, idet de var blevet forældre til lille Christopher – deres første barn. - Vi var nybagte på mange måder, smiler 21-årige Barbara Christiansen, der mødte sin 30-årige kæreste Kenneth ved DM i bodybuilding for to et halvt år siden. Med et barn på armen – og en alvorlig knæskade til Kenneth som følge af et fald på trappen – har de i månedsvis arbejdet stenhårdt på at få Pro-Fit Gym klar. De ville bare realisere deres drøm – og de ville bare give Roskilde det sted, som de mener har manglet. - Vi synes helt klart, at der har manglet et træningscenter med en god social atmosfære for de dedikerede og for dem, der synes at det kan være grænseoverskridende at komme et sted, hvor man ikke umiddelbart har et tilhørsforhold, fortæller Kenneth Robert Jensen. - Vi lægger stor vægt på at være imødekommende, til stede og tilgængelige med vores gode humør og vores enorme erfaring, fortsætter Barbara Christiansen, der sammen med sin kæreste sørger for at være i centret så meget som muligt. Sammen med to instruktører – Nicolai Larsen og Lars Otterstrøm Hyttel – står de til rådighed med vejledning og gode råd om både træning og kost for de indtil videre 120 medlemmer. Pro-Fit Gym ligger i kælderetagen under Parkvej 1A og har åbent hver dag fra kl. 04.30 til 00.