40 år med Bramsnæskoret
Bramsnæskoret holder 40 års jubilæumskoncert den 18. maj kl. 19.30. Koncerten afholdes i Sæby Kirke. Billetter af 25 kr. kan købes ved indgangen.
I sæsonen 2015/2016 har Bramsnæskoret eksisteret i 40 år. Siden korets spæde start i 1975 har koret gennemlevet en begivenhedsrig tilværelse.
I begyndelsen var der tale om skiftende dirigenter, indtil koret startede et langt og frugtbart samarbejde med Bjarne Donovan, et samarbejder der strakte sig fra 1983 indtil 2013, hvor Bjarne lod sig pensionere og et nyt samarbejde med dirigent Jimmi P. Andersen begyndte. I gennem årene har koret givet et utal af koncerter, både i Danmark og i udlandet i forbindelse med korets mange turneer.
Disse turneer har bragt Bramsnæskoret flere gange til Winsen i Tyskland, ligeledes flere gange til Vogtland og med genvisit fra begge steder. Yderligere har der været turneer til Lohr an Main, Irland, Dalarne i Sverige, Tjekkiet, Letland og Polen. Ind i mellem rejserne blev der også fundet tid til mange koncerter, turneer i Danmark samt indspilning af to CD.
I 2005 blev Bramsnæskoret sammenlagt med Lejre Koret, hvilket gav koret et værdifuldt kick og mange nye kormedlemmer.
De mange rejser har tømret koret vældig meget sammen, således at der er oparbejdet et særligt kammeratskab, der strækker langt ud over de enkelte øveaftner, der afvikles på onsdage på Bramsnæsvig Skolen.
Bramsnæskoret afholder Jubilæumskoncert i Sæby Kirke den 18. maj kl. 19.30.