Michelin-støv over Filsø Fødevarefestival
Henne Kirkeby Kro kaster michelin-stjernestøv på årets fødevarefestival i Filsø
I år vil der drysse Michelin-stjernestøv over åbningen af Filsø Fødevarefestival, for kokken på Henne Kirkeby Kro, Paul Cunningham, deltager i den officielle åbning.
“De lokale kvalitetsfødevarer bliver brugt flittigt i køkkenet på kroen, så derfor passer Paul også fantastisk ind i vores univers,” siger arrangør Jimi Kristensen i sin pressemeddelelse.
Festivalen er i sig selv ved at være en stjerne, for den har været udsolgt i to måneder. Den holdes på Filsø avlsgård, og det er tredje år, den afvikles i pinsen, som ligger 15.-16. maj.
Varde Kommunes borgmester Erik Buhl vil også deltage i den officielle åbning, hvilket han har gjort alle tre år, festivalen har eksisteret.
Sortiment og plads udvidet
Festivalen kan derfor kaldes en succes, og den er vokset: området er udvidet, så der er blevet plads til endnu flere stande i år, og som noget nyt er der Shuttle-Service fra Henne Strand, hvor bussen kører fra turistinformationen hvert 20. minut.
Flere nye tiltag
Der vil både være udstillere i de historiske ladebygninger og på gårdspladsen. Der er sat et stort telt op på pladsen, så gæsterne i Spisekammeret er sikre på, at de kan sidde i læ og tørvejr, når de skal nyde pinsefrokosten hos de ni restauratører, som alle står klar med forskellige lette retter, Naturkøkkenet disker eksempelvis op med en gourmet-menu. Der er også sørget for større alsidighed blandt udstillerne, så der er større variation over de produkter, man kan smage og købe.
Der vil også være live musik i teltet som de foregående år. Der bliver en intimkoncert med Sko/Torp lørdag den 14. maj. Søndag aften er der klassisk koncert med Kirstine Bonde, som tidligere på året var med Paul Potts på hans Europaturné som special guest-star.
Filsø Fødevarefestival arrangeres af ægteparret Sisse Hansen & Jimi Kristensen, som står bag forskellige events og udstillinger i Danmark. Se mere på www.fødevarefestival.dk
Fakta
Åbningstider
Søndag den 15. maj 10.00-17.00.
Mandag den 16. maj 10.00-16.00
Entré
Voksne kr. 50,-. Børn under 12 år gratis.
Gratis Parkering
Billetter til festivallen, til Sko/Torp samt Kirstine Bonde kan købes via nembillet.dk
Kontakt: Jimi Kristensen +45 23292622 jk@husetth.dk, Sisse Hansen +45 23292617 sh@husetth.dk
Arrangør: HUSET th, Donsvej 17, Vester Nebel, 6040 Egtved.