Fortsæt til indhold

Læsevejens succes kræver nye lokaler

Læsevejen er flyttet i nye lokaler på Torvegade og holder åbent hus i kulturugen den 27. maj

Arkiv
Nina Møller

Læsevejens nye lokaler er fyldt med bogstaver og ord på både vægge og gulve. Mange børn lærer nemlig godt ved at bruge kroppen og hoppe på ordene på gulvet eller klaske til dem med en fluesmækker på væggen.
Læsevejens metode har været en sådan succes, at de to lærere og ejere af firmaet Læsevejen er flyttet, for at få mere plads. De nye lokaler ligger på Torvegade 4 i Varde., og for at markere flytningen, holder Fie Aggerholm Jensen og Betina Olsen åbent hus fredag den 27.5. klokken 15-22. Det er i forbindelse med Vardes kulturuge. Her kan man kigge inden for til en uformel snak om, hvad Læsevejen kan gøre for ens barn og aftale et tidspunkt for en gratis, uforpligtende test af barnet.

En uge rykker

Læsevejen har i knap to år hjulpet børn med at forbedre deres læsning. En uges intensiv læsetræning er som regel alt, hvad der skal til, for at kickstarte en svag læser.
“Det allerbedste er at få børnene ind, når de går i første eller anden klasse. Så har de stadig selvtilliden i behold, “fortæller Betina Olsen.
Betina og Fie er begge uddannede folkeskolelærere, og de fik ideen til Læsevejen, da de selv havde prøvet at give specialundervisning i folkeskolen og tænkte, at det ville rykke mere, hvis man kunne lave en mere intensiv undervisning.

Intensiv træning

Læsevejen var født, og de har naturligt nok et tæt samarbejde med elevernes dansklærer.
På ugekurserne er begge lærere til stede med to til fire børn af gangen. Kurset ligger fra onsdag til onsdag, fem dage á fem timer. På den måde får man weekendens afbræk, hvilket eleverne har brug for, fordi kurset er så intensivt.
Metoden hedder Alkalær, og det er et trappeprincip, hvor man skal have fuldført første trin, før man kan træde op på det næste. Det kan eksempelvis være, at man går fra at læse ord med en stavelse til ord med to stavelser.

Elever langvejs fra

I begyndelsen havde Fie og Betina elever fra Varde-området, men ordet har spredt sig, og nu kommer mange af eleverne fra Kolding, nogle fra Aabenraa, og andre så langt væk fra som Sjælland, og Læsevejen har efterhånden daghold i gang hver uge.
Efter en til to måneder får eleven typisk et kortere genopfriskningskursus på nogle dage eller en hel uge igen, og så går det som regel ud over læsestepperne.
Der er for tiden mellem en og to måneders ventetid på at komme i gang med et kursus i læsetræning. Som udgangspunkt betaler forældrene selv for undervisningen.
På Læsevejens hjemmeside kan man læse mere om metoden og finde priser og anden information.