Penge til Herfølge Svømmehal
Byrådet har sat penge af til en forbedring af Herfølge Svømmehal
Herfølge Svømmehal har lagt bølger til mange kilometer rygsvømning, brystsvømning og crawl, siden den blev bygget for snart 50 år siden. Nu er svømmehallen ved at være slidt, og derfor står den højt på listen over de ejendomme, som Køge Kommune sætter i stand i år. Byrådet godkendte tirsdag, at der bliver brugt 3,5 mio. kr. til at sætte sandfiltre og andre tekniske anlæg i stand og til at forlænge hallens største bassin, så det får de korrekte mål til svømmekonkurrencer.
Køge Svømmeklub lejer Herfølge Svømmehal af kommunen. Hallen bruges i dag især til skolernes svømmeundervisning og foreningssvømning. Herudover er der også i begrænset omfang offentlig adgang to eftermiddage om ugen.
”Der skal være gode muligheder for at dyrke sport over hele kommunen. Derfor renoverer vi nu Herfølge Svømmehal, så den kan holde nogle år endnu. Som økonomien ser ud, bliver der kun råd til de mest nødvendige istandsættelser, men vi får meget for pengene. Med et renoveret vandbehandlingsanlæg håber vi, at vi kan få forskellige temperaturer i voksen- og børnebassinerne, og når det store bassin bliver forlænget, kan svømmeklubben holde stævner i Herfølge,” siger Søren D. Brask, som er formand for Byrådets Ejendoms- og Driftsudvalg.
Køge Byråd har i 2016 afsat cirka 32 mio. kr. til vedligeholdelse af kommunens ejendomme og selvejende bygninger. På det seneste byrådsmøde blev der givet grønt lys for at bruge i alt 8,1 mio. af beløbet nu. Udover svømmehallen i Herfølge bruges pengene bl.a. på sikring af bygningers klimaskal mod vandindtrængning, udskiftning af nedslidte vinduer, etablering af ventilation i klasseværelser og renovering af legepladser.