Søløve aflivet i Odense Zoo
Den ældste californiske søløve i Odense Zoo blev onsdag aflivet. Det skriver Odense Zoo i en pressemeddelelse.
I samarbejde med dyrlæge Steffen Knold har Odense Zoo fulgt hende tæt, men da hendes tilstand blev forværret, besluttede de at bedøve hende, så dyrlægen kunne tage blodprøver og finde årsagen til hendes tilstand.
Bedøvelsen er i sig selv farlig. 30 procent af søløverne overlever ikke at være i narkose, fordi bedøvelsen sænker deres hjerterate på samme måde, som når de dykker, og det kan derfor være svært at få dem til at vågne igen.
Bedøvelsen gik godt, men blodprøverne viste meget dårlige tal. Derfor besluttede Zoo sammen med dyrlægen, at det var tid til at aflive den 24 år gamle søløve.
Selve aflivningen foregik på samme måde, som ved aflivning af eksempelvis hunde og katte.
Hunsøløven blev født 16. juli 1991 i Osnabrück zoo i Tyskland og flyttede til Odense ZOO i marts 1992. (cd)