Rooney besøgte Giersings Realskole
Eleverne havde ærmerne fyldt med spørgsmål, da førerhunden Rooney kom på besøg
Den er halvandet år gammel, vild med leverpostej og lystrer 34 forskellige kommandoer. Og uden den lyse labrador Rooney, ville det være svært for 47-årige Tina Jellersen Nielsen at komme rundt. Hun er nemlig født blindt og derfor helt afhængig af sin firbenede førerven.
Sidste onsdag markerede Dansk Blindesamfund den internationale førerhundedag. I den anledning besøgte Tina Jellersen Nielsen og Rooney eleverne i 2.a og 4. a på Giersings Realskole og fortalte om hverdagen med en førerhund.
For meget er anderledes, når man ikke kan tage synet til hjælp. Når Tina Jellersen Nielsen for eksempel skal handle ind i sit nærområde i Næsby, er hunden slet ikke til at undvære.
“Jeg bruger selvfølgelig min høresans. Ens fodtrin kaster ekko tilbage, når man går, og den lyd bruger jeg til at orientere mig om, hvornår husmuren ophører og vejen begynder. Jeg bruger også min stok til at føle kantsten med, men det er Rooney, der sørger for, jeg finder vej,” fortæller hun og nævner nogle af de kommandoer, hunden lystrer.
For eksempel 'find venstre kant', 'find trappe' eller 'find stol', som henviser til, at Rooney skal føre sin ejer hen til et ledigt sæde i bussen.
De spørgelystne børn fik også svar på, hvordan Tina Jellersen Nielsen finder de rigtige penge, når hun skal betale, hvordan hun går i bad og tager tøj på, og hvorfor hun godt kan lide at gå i biografen, selvom hun ikke kan se noget.
“Jeg forklarede dem også, at de aldrig må kontakte en førerhund, der har seletøj på og arbejder, for så bliver den forvirret,” fortæller hun.
Stor forståelse
Flere dage efter besøget kunne børnene stadig huske mange af de kommandoer, Rooney og Tina bruger. Og i følge 2.a's klasselærer Marianne Berg var besøget en stor succes.
“Børnene fik forståelse for, hvordan mennesker med synshandicap lever, og de lærte en masse nyt om sanserne. Det var virkelig en stor oplevelse for dem,” fastslår hun.