Byråd trumfer plejekrav igennem
Trods borgerlig modstand vedtager byrådet omsætningskrav
Fremover skal private virksomhedder have en omsætning på mindst 750.000 kroner om året, hvis de vil levere hjemmehjælp til borgerne i Odense Kommune gennem den såkaldte fritvalgsordning. Det står fast efter at byrådet har vedtaget et forslag om minimumsomsætning for private leverandører af hjemmehjælp.
Forslaget blev stillet af Ældre- og Handicaprådmand Brian Skov (El). Han mener, at kravet er nødvendigt for at sikre, at virksomhederne har en vis økonomisk robusthed, og at de er i stand til at levere en såkaldt rehabiliterende indsats, som hjælper borgerne til bedre at kunne klare sig selv. Forslaget blev vedtaget med et snævert flertal bestående af de Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, mens Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod.
Rådmand glæder sig
Udfaldet vækker glæde hos Ældre- og Handicaprådmand Brian Skov (El).
“Jeg synes, at det er dejligt, at vi nu endelig er nået i mål. Det er godt for de borgere, der benytter fritvalgsordningen, som nu får en større sikkerhed,” siger han.
“Det handler om at sørge for, at borgene ikke oplever, at deres leverandør af privat hjemmehjælp går konkurs fredag eftermiddag, og at de derfor ikke kommer igen mandag morgen,” tilføjer ældre- og handicaprådmanden.
Det ærgrer dog rådmanden, at det ikke lykkedes ham at få samlet byrådet bag forslaget.
“Det er trist og ærgerligt, at de borgerlige er kravlet så højt op i et ideologisk træ,” siger Brian Skov.
Indædt modstand
Ærgrelse finder vi også den borgerlige lejr. Her skyldes ærgrelsen imidlertid, at det ikke lykkedes at bremse forslaget.
“Der er en lang række borgere, der kommer i klemme i den her sag, fordi de må sige farvel til en privat hjemmehjælper, som de er glade for,” siger Kristian Guldfeldt (K), som er en af de mest indædte modstandere af minimumsomsætning.
Han er enig i, at kommunen skal stille større krav til de private leverandører af hjemmehjælp.
“Vi er bare ikke enige i, at kravet om minimumsomsætning gør nogen forskel overhovedet. Det viser ikke, om en virksomhed er økonomisk sund, eller om den arbejder rehabiliterende,” siger Kristian Guldfeldt.