Et sandt gulddrama af dimensioner

“Der skal altså IKKE spilles forlænget spilletid, men vi går direkte til afgørelse på straffekast.”
I et nanosekund bliver den infernalske larm i Blue Water Dokken afløst af en næsten endnu mere øredøvende stilhed. Det er halspeakeren, der netop har annonceret, hvorledes et kolossalt drama - der allerede har nået Hitchcock'ske højder - nu skal afgøres. Ingen forlænget spilletid, direkte til straffekast. Som om maven ikke havde det skidt nok i forvejen.
Samtlige tilskuere i Blue Water Dokken har rejst sig, spillerne står med armene om hinanden, assistent Lars Krog Jeppesen holder om cheftræner Lars Frederiksen, mens direktør Per Kristiansen har svært ved at rumme det hele fra sin vante plads bagerst i Dokken.

Marginaler afgør det

De 60 minutter er endt 20-17 - nøjagtigt som de gjorde det i Ikast - og det er lige præcis derfor, at vi nu alle en torsdag aften på Kristi Himmelfartsdag i 2016 står med stirrende blikke mod et tre meter bredt og to meter højt mål.
Alt kommer ned til de næste afgørende minutter. Det kan ikke blive mere marginalt, og uanset hvad har begge hold stor ære af finalekampene.
Det har ikke været specielt kønt, lad os bare konstatere det, inden at Laura van der Heijden går til bolden for at kaste det første straffekast her klokken 18.49. I finalekamp ét var de holds offensive spil ikke til hverken sølv eller guld, og efter første halvleg denne aften i Esbjerg stod der 6-5. Den tager vi lige igen: 6-5!! 11 mål på én halvleg, det er ganske enkelt uhørt. Men sådan er finaler jo også. Taktiske, nervøse og frem for alt uforudsigelige.

Sando er sheriffen

Jublen er enorm, da van der Heijden sender første bold ind bag Sabine Englert, men den forstummer også hurtigt, da Team Esbjergs tidligere anfører Johanna Ahlm ligeledes scorer på sit straffekast.
Næste skytte er Ida Bjørndalen, hvis skudarm i dag har været langt under vanlig standard. Er det mon et varsel om noget skidt? Ja! Nordmanden brænder og et kollektivt suk suser gennem Dokken...
Så er det FCM's Sabina Jacobsen, der står for tur, men overfor hende står en af dagens bedste. Emily Stang Sando. Med et blik som Clint Eastwood ser den norske keeper direkte på Jacobsen, der med bævrende arm får sendt bolden af sted på Team Esbjergs sherif. Sando redder!
22-18 bliver det herefter ved Betina Riegelhuth, der i slutspillet har løftet sit spil enormt og nu hjælper sit hold tættere på krukken med guld. Overfor Sando står Jane Mejlvang, og også hun må se nordmanden agere plankeværk, hvilket får både larmen og hår på armene til at rejse sig til det næsten modbydelige i Dokken.
Presset er nu på Jenny Alm, der i første halvleg manglede fart og fantasi, men nu tager ansvar og gør det til 23-18. Decibel-niveauet er kriminelt, men der udvises fairplay, da Stine Jørgensen står ansigt til ansigt med Sando. 23-19.

Lars, Lars og Polman

Team Esbjergs måske største individuelle profil Estavana Polman, der også scorede målet til 20-17 kort før tid, bliver sat til at kaste guldkastet.
Klokken er 18.52, da den blonde hollænder går mod målet. Hendes altid skæve smil og glimt i øjet er væk. Koncentrationen er kolossal. Fra hårgrænsen løber sveden i skæve baner ned på panden. Har hun koldblodigheden? Har hun kynismen? Hvis nogle har, må det være hende...
Klokken er 18.53, da Polman bevæger håndbolden rundt mellem de harpiksindsmurte hænder. Så trækker hun skudarmen tilbage...og venter...og sender så kuglen mod kassen med fornuftig fart.
Det er dog primært placeringen, der snyder Sabine Englert og sekunder senere løber Lars og Lars rundt med smidte hæmninger og colgatesmil, mens Polman, Sando, Seest og alle de andre kaster sig i armene på hinanden med tårer trillende ned ad de rødmossede og opkogte kinder.

Guld i hockey og håndbold

For få måneder siden spillede metalbandet Slipknot i Blue Water Dokken, men det er decideret godnatmusik i forhold til den publikumslarm, der lige nu vælter Blue Water Dokken.
Har man sine trommehinder kære, så bør man næsten forlade hallen, men det er der ingen, der gør. Det er der ingen, der så meget som skænker en tanke. For det er lige nu, i dette øjeblik, at Team Esbjerg er dansk mester. For første gang i klubbens historien.
Glemt er de sure timer i træningshallen, styrkerummet og ved taktikbrættet. Glemt er de timer, hvor man har vasket sit sure trænings- og spilletøj (for det gør de her kvinder altså i modsætning til andre sportsfolk) en sen onsdag aften, og glemt er alle de stunder, hvor man var lige ved og næsten. Som eksempelvis for præcis ét år siden, hvor det var de lokale håndboldkvinder, der stod med de selvsamme ble-munde og tomme blikke, som FC Midtjyllands spillere lige nu bærer på i Team Esbjergs fort på Gl. Vardevej.
Men intet af det er i tankerne. Lige nu er der kun en eneste ting, der fylder: Guld.