Dialog sikrer god lægeoplevelse
Parkinsonforeningen afholder møde med fokus på dialogværktøjer
En fjerdedel af de i alt 7.200 danske parkinsonramte har svært ved at tale om deres sygdom med lægen, viser nyere undersøgelse. Det fortæller Parkinsonforeningen i en pressemeddelelse. Konsekvenserne af dårlig lægedialog kan i værste fald medføre fejlbehandling. Men misforståelser hos lægen kan forebygges ved, at man løbende taler om sygdommen derhjemme. Derfor tager Parkinsonforeningens Sydøstjyllands kreds initiativ til at klæde patienter og pårørende bedre på til samtalen med et gratis arrangement 18. maj i Kolding. ”Jeg håber, at vi med arrangementet kan blive klædt lidt bedre på som patienter og pårørende til at afkode svært lægesprog og få bugt med misforståelser og uklare samtaler. Der er stor interesse blandt mine lokalmedlemmer for at blive bedre her. Jeg har selv min kone med til lægesamtaler, så vi er to til at forstå de vigtige beskeder, man jo får hos lægen,” siger Brian Guldbrandt, lokalformand for Parkinsonforeningen, som selv har Parkinson. Arrangementet finder sted fra klokken 14-17 på Birkemosevej 1 i Kolding. Her vil formanden byde velkommen, hvorefter psykolog Charlotte Jensen giver praktiske dialogværktøjer. Derefter vil overlæge Harald Floer fra Neurologisk Klinik give en indføring i, hvordan man som patient og pårørende kan forberede sig til samtalen med lægen og forklarer. Arrangementet er gratis og afsluttes med åben debat. Tilmelding kan ske på www.parkinson.dk/aktiviteter.