Lotte Rie forlod Remisen for sidste gang
Citytog Det velkendte grønne tog, der futter Kolding rundt med glade børn og ligeså glade voksne, trillede igennem byen på en sidste rejse fra Remisen, hvor den har haft til huse indtil for ganske nyligt. Men da kommunen meldte ud, at Remisen skulle rives ned, var der ikke andet at gøre, end at finde det lille tog et nyt hjem. Valget faldt på havnen, hvor Svane Shipping havde stillet en plads til rådighed for toget, hvor den fremover kan holde godt og trygt. Og det er da også helt nye rammer, som Lotte Rie nu får sig. De nye lokaler har nemlig højt til loftet og massere af plads, så togførerne nemt kan komme frem og tilbage. “Vi er så glade for, at Svane Shipping vil have os. Det er en god placering, vi får nu,” siger Citychef Mette Schumacher. Lotte Rie fik en fin sidste tur fra Remisen, hvor hun kørte forbi flere elever på sin tur, som gik forbi nogen af byens skoler. Her vinkede glade børn det lille citytog på vej mod sit nye hjem.