Kongelig køkkenhave med et socialt islæt
Gråsten Slotshave åbner fredag, lørdag og søndag porte og døre til et forårsmarked
Når Gråsten Slotshave på fredag, lørdag og søndag den 6.-8. maj åbner porte og døre til et forårsmarked, er Væksthuset med. Brugere og personale fra Væksthuset, der er et værksted under socialpsykiatrien, har haft rygende travlt med at fremstille varer til markedet.
Forårsmarkedet er en generalprøve på, at Den kgl. Køkkenhave åbnes for offentligheden, som dermed i højere grad end hidtil kan få et indblik i slotshaven og det gartneri, som i Dronning Ingrids tid lagde grunden til de mange blomster, som prydede den smukke have, og grøntsagerne som de kongelige gæster nød hver sommer.
Den kgl. Køkkenhave
Den kgl. Køkkenhave er resultat af et projekt, som Sønderborg Kommune står bag sammen med Slots- og Kulturstyrelsen. Også borgerinitiativet Gråsten Forum har sat aktivt fingeraftryk på initiativet. Baggrunden er et fælles ønske om at gøre haven mere attraktiv for besøgende. Det sker bl.a. ved at indrette en havebutik med café, hvor der tilbydes fødevarer, der er dyrket i den kgl. Køkkenhavne, samt frugter og urter fra haven.
I et nyt paradehus vil nogle af havens sarte planter kunne overvintre, og der etableres et åbent værksted til forskellige aktiviteter. Som en del af den større åbenhed vil dele af Gråsten Æblefestival også frem over foregå i slotshaven og køkkenhaven.
En slags generalprøve
- Den kgl. Køkkenhave er ikke på skinner endnu, så derfor er vores medvirken her i Kr. Himmelfarts-weekenden en slags generalprøve og startskud. Vi har bl.a. lavet små æblekasser, produceret æblemost af æbler fra slotshaven, pesto, krydderurter, blomster, piletræer, kurve, dekorationer og meget mere. Og der er kaffe, te og æblekage klar til salg. Og fremover vil vi også fortsat producere varer til både caféen og butikken i parken, fortæller afdelingsleder Mai-Britt Pedersen fra Væksthuset.
Hun anbefaler, at man parkerer ved slotsbakken og spadserer igennem slotsparken til gartneriet, som ligger på den anden side af Felstedvej. Haven står nemlig nu i fuldt flor og er i sig selv en tur værd.
Markedet har åbent de tre dage kl. 10-18.