VesterhavsCup hænger de røde lamper ud
Når VesterhavsCup løber af stablen for 20. gang d. 13. maj, er der fyldt op i alle tilbudte rækker. Dermed kan SGIfodbold og SGIhåndbold byde velkommen til 2.500 deltagere fra ind og udland, som vil bruge Pinsen i Esbjerg sammen med et større antal trænere og ledere. Kirsten Kirchner er hovedansvarlig for stævnet, og hun fortæller:
"Programmet for VesterhavsCup er lige på trapperne, og vi kan generelt melde om udsolgt i alle rækker, både i håndbold og fodbold. Vi har en lille venteliste, men skulle der komme flere tilmeldinger, håber vi at få plads til alle."
Op til det store jubilæumsstævne, har klubberne bag VesterhavsCup ændret den overordnede strategi. Kirsten Kirchner uddyber:
"Vi står nu selv for hele salgsprocessen op til stævnet. Derfor har vi valgt at gøre omfanget af stævnet lidt mindre. Det kan vi gøre uden, at klubbernes samlede udbytte bliver mindre, og samtidig har vi skabt bedre og mere overskuelige rammer for deltagerne. Det betyder blandt andet, at samtlige fodboldkampe afvikles i Guldager Idrætscenter, hvor hele fodboldturneringen således har base. Vi har også valgt at inddrage et allinclusive element i stævnet som noget nyt. Det betyder, at alle overnattende deltagere får morgenmad, frokost og aftensmad med i forplejningen. Samtidig prøver vi at kræse lidt mere om deltagerne, så de i endnu højere grad får en super oplevelse til VesterhavsCup."
400 frivillige
Op mod 400 frivillige hjælpere bistår med afvikling af stævnet og en arbejdsgruppe på cirka 20 personer har arbejdet med stævnet gennem det sidste år. De første deltagere ankommer til Esbjerg fredag, d. 13. maj over middag, og alle er inviteret til den store åbningsceremoni i Guldager Idrætscenter fredag aften. Stævnet slutter søndag eftermiddag.