Fortsæt til indhold

P-pladsen flytter

Samtidig anlægges nyt opholdsområde. Ingen parkering i maj

Arkiv
Lars Saugbjerg

Forandring fryder. Fredericias bynære strand får en ansigtsløftning. Entreprenør Aasleffs gravemasker er i fuld gang med at forhandle området til en endnu mere attraktiv oase for byens borgere og turister.
Budgettet er på en million kroner, og anlægsprojektet gik i gang i sidste uge.
“Vi forventer at være færdige i starten af juni,” fortæller landskabsarkitekt Lars Kronborg Bak - og peger på mod det nærliggende græsområde, der ligger lige til venstre for nedkørslen til stranden.
“Der kommer den nye parkeringsplads til at ligge. Der bliver plads til ligeså mange biler som på den gamle, men vi får en meget bedre trafikafvikling, hvor cyklister og gående er mindre udsat.”
Langs parkeringspladsen og stranden - helt hen til trædækket ved badeanstalten - etablerer kommunen en siddeplint, der afgrænser p-pladsen og holder på stien. Her kan man sidde og nye havudsigten.

Attraktivt opholdområde

På den gamle parkeringsplads bliver der anlagt et 'aktivitetsgulv', som kan bruges til foreningsliv og forskellige kulturelle arrangementer. 12 x 12 meter trægulv. Det er endnu ikke klarlagt, hvilken type belægning opholdsarealet rundt om får, men det bliver sandsynligvis grus, græs - og måske sand til en strandlounge, hvor besøgende kan hygge sig. Der bliver også opsat flere borde/bænke sæt, hvor besøgende kan grille eller nyde en kop kaffe. Alle flader bliver i ét niveau.
Området bliver samtidig en del af Midtbyens Arenaer', en fælles aktivitetsplatform, som kommunens Kultur og Fritidsafdeling står bag.
“Det handler om at få noget liv herned. Masser af oplevelser. Med tiden får vi i øvrigt mulighed for overdækning med solsejl. Vi har netop fået grønt lys fra Kulturstyrelse til opsætning af solsejl mellem lysmaster,” fortæller Lars Kronborg Bak.
Borgerne vil ikke kunne parkere i maj måned, som de er vant til, men til gengæld kan de se frem til et nyt anlæg til sommersæsonen. Til den tid vil der i øvrigt være betalingsparkering.
Næste skridt i Østerstrands store forvandling er kystrenoveringen, som begynder til efteråret. Følg projektet i Lokalavisen Fredericia.



"Vi flytter rundt på tingene, så vi får plads til mere ophold."

Lars Kronborg Bak Landskabsarkitekt