Fortsæt til indhold

Brugerhuset gjorde forskellen for Frank

Nu skal man ikke længere visiteres for at benytte sig af værestedet Brugerhuset i Lavgade. Det glæder brugere og ansatte

Arkiv
Mette Henriksen

Tidligere skulle man rette henvendelse til Haderslev Kommune, for at komme i betragtning til at kunne benytte sig af værestedet Brugerhuset i Lavgade. Det er der lavet om på nu, og et glæder både brugere og ansatte.
“Vi er glade for at man ikke længere skal visiteres, for at komme her. Både på brugernes vegne, som får det nemmere, men også for os som institution. Vi har brug for, at endnu flere får øjnene op for det vi står for,” siger en af Brugerhusets faste ansatte, pædagog Iraj Drafshi.
Frank Lauridsen er kommet fast på Brugerhuset igennem en årrække.
“Jeg kan takke Brugerhuset for at jeg er kommet ovenpå igen efter nogle svære år. Fællesskabet her betyder alt - dengang som nu” fortæller Frank Lauridsen, som ikke havde den nemmeste start som tilflytter til byen.
“Min samlever var meget syg, vi var nye i byen og havde ikke noget netværk. Det var hårdt, og havde det ikke været for fællesskabet her, ved jeg ikke hvordan det var gået mig,” fastslår han.
Brugerhuset kan benyttes helt efter brugernes egne, individuelle behov. Man kan drikke en kop kaffe, læse avisen eller dyrke det sociale samvær med de andre brugere.
“Vi tilbyder også en masse aktiviteter, har egne værksteder og kurser, som blandt andet mindfullness, som der undervises i her på stedet. Har man behov for en støttende samtale med personalet, er der også mulighed for det,” fortæller Iraj Drafshi, som dagligt prøver på at skabe en lille fredfyldt oase for psykisk sårbare borgere.
“Vi prøver på at gøre Brugerhuset til et sted, hvor man føler sig godt tilpas, og hvor man sætter respekt, tolerance og omsorg højt.”
Mod betaling tilbyder Brugerhuset også fælles morgenmad, frokost og aftensmad, samt ture ud af huset med husets egen bus.

Fakta
Det psykiatriske værested Brugerhuset er en del af Socialpsykiatrien og Misbrug i Haderslev Kommune. Der er åbent mandag og torsdag fra klokken 8-16, onsdag fra klokken 11-19 og fredag fra klokken 8-14. Lukket om torsdagen, hvor det til gengæld er mulighed for at benytte sig af værestedet Kolibrien i Vojens. Se mere på Facebook under Brugerhuset i Haderslev.