Når malaria er hverdag

Rejsedagbog Som volontør for Folkekirkens Nødhjælp skal vi, udover at opleve livet her i landsbyen, arbejde for en af FKN's samarbejdspartnere i Malawi. Sammen med min veninde Amalie, som jeg er afsted sammen med, arbejder jeg på Lunjika Health Centre. Stedet er en mindre sundhedsklinik, hvor vi dagligt hjælper til med det vi nu kan; Vejer patienter, måler blodtryk, dokumentationsarbejde, og på de rigtig gode dage nusser vi lidt om de nyfødte babyer i fødselsafdelingen.
Hjemmefra gjorde vi os nogle tanker om, hvordan sådan et sted ville se ud, at diverse midler var få og forholdene nok på ingen måde var som hjemme - men intet kunne måle sig med det syn, der mødte os, da vi ankom. Stedet er altid fuld af mennesker og diverse dyr - køer, hunde, høns og geder, går dagligt blandt de mange mennesker på klinikken. Patienterne ankommer i oksekærer, trillebøre og bag på cykler - og ofte har de rejst i flere timer. For os var det i starten så underligt og til tider også lidt hårdt, når man så, at de efter en lang rejse måtte sætte sig i kø, hvor de igen må vente meget længe på en konsultation. Patienterne sidder i et slags ventelokale eller udenfor på jorden og kommer ind til konsultation en efter en. Nogle venter en time andre fem. Det var virkelig svært at vænne sig til at være omringet af sygdom. Det hele var hektisk og i starten følte vi mere, at vi gik i vejen end hjalp til - men efterhånden, som vi har lært stedet at kende og omstændighederne på sådan en klinik, giver det hele lidt mere mening for os.
Størstedelen af patienterne kommer på grund af malaria. Dette år har været særligt slemt, og klinikken har haft stor mangel på både test-kits og medicin. Det er til tider frustrerende ikke at kunne gøre noget nu og her, men ting tager tid, meget lang tid - især i et land som Malawi. Hjemmefra var vi meget malaria forskrækkede - men det har overrasket os hvor udbredt en sygdom det egentlig er her i landet. Det er noget de fleste har haft, også mere end én gang. Selvom det er en farlig sygdom, som kan være fatal, er der næsten altid en håndfuld i landsbyen som har malaria. Det har gjort, at vi har følt os lidt til grin med vores malaria-hysteri. For da vi har råd til medicin og behandling hvis der skulle ske noget, er vi uden for livsfare - det er værre for dem som ikke har.

Mærkelige oplevelser

Selvom vi har vænnet os til det meget anderledes sygehusvæsen, ser vi stadig hver dag nogle skøre ting, vi vil ønske alle i Danmark kunne få lov at opleve. I vores “personalestue” på klinikken bliver der lavet mad over kul til de ansatte. Toiletpapiret på alle toiletter er indlægssedler fra den medicin de giver til patienterne. Sengepladserne er få, så patienter deler ofte en seng.
Privatliv er ikke rigtig noget de går op i, under en lægekonsultation kan du få besøg af andre patienter, læger og sågar gartneren der lige har et spørgsmål (det har vi faktisk oplevet). Ja der er mange ting der er så langt fra hvad vi kender til derhjemme. Arbejdet er ikke altid lige sjovt, især ikke når man møder ind og der er gået et barn bort i løbet af natten på grund af malaria. Heldigvis lyder det oftere at der er kommet en ny baby til.
Dagene på klinikken er fulde af sygdom og triste skæbner, men heldigvis også en masse lyspunkter, der giver det hele lidt mere mening og bekræfter os i, hvorfor vi tog så langt væk hjemmefra.