Fortsæt til indhold

Nyt samarbejde skal lokkel turister på flyet

Alsie Express og Novasol indgår utraditionelt samarbejde

Arkiv
Arkiv

Flyselskabet Alsie Express og sommerhusudlejningsfirmaet Novasol har indgået et utraditionelt samarbejde, der skal gøre det let for turister at komme fra Sønderborg til København eller omvendt til en lav pris.
Samarbejdet betyder, at Novasols gæster kan flyve på ruten fra Sønderborg til København til en specialpris fra 349 kroner.
"Lejer du et sommerhus i Sønderjylland vil du måske gerne opleve Hovedstaden med dens mange muligheder, og så er det hurtigt at komme frem og eksempelvis gå i teater eller i Tivoli for så at vende tilbage og fortsætte ferien i det sønderjyske. Lejer du et sommerhus i Nordsjælland kan mange være interesseret i at opleve andre dele af landet – måske netop Sønderjylland," forklarer Novasols områdeleder Michael Larsen.
Aftalen ventes primært anvendt af par i +50 generationen, som årligt booker sommerhuse udenfor højsæsonen, som er domineret af børnefamilierne.
"Med aftalen er vi med til at gøre et ferieophold i Danmark mere attraktivt. Du kan komme hurtigt frem og tilbage. Du behøver ikke bekymre dig om bilen. Den kan du parkere gratis i Sønderborg, og i København kan du let komme rundt til attraktionerne med Metro, bus og S-tog. Flyveturen tager blot 35 minutter. Vi har positive forventninger til samarbejdet, og er bestemt åbne for lignende aktiviteter, der kan booste antallet af passagerer, der går ombord i vores fly på tidspunkter, hvor vi gerne vil sælge pladserne lidt billigere," siger adm. direktør Lone M. Koch, Alsie Express.