Klaus Rejnholdt guider dig gennem investeringer og skjulte omkostninger

Klumme Vores modelfamilie Sarah og Ole har gennem en årrække været medejere af et sommerhus, som nu er blevet solgt. Dermed står parret nu med omkring 500.000 kroner, som de ønsker at investere bedst muligt.

Hverken Sarah eller Ole har forstand på aktier og obligationer, og de har derfor henvendt sig til deres bank for hjælp. Banken foreslår en ”plejeløsning”, hvor de på vegne af parret løbende investerer i diverse værdipapirer.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne løsning er den bedste for Sarah og Ole?

Når man ikke selv har tid, lyst eller interesse i at investere, så kan det som udgangspunkt være en god idé at lade andre håndtere investeringerne. Bankerne er i dag underlagt mange regler, som sikrer, at investeringerne gennemføres på baggrund af kundernes risikovillighed og tidshorisont, hvilket generelt giver en god sikkerhed.

Bankernes "plejeløsninger" kan imidlertid være en dyr fornøjelse, for bankerne beregner normalt et løbende gebyr for at passe "plejeløsningen" – et gebyr, som typisk kan være på omkring ½% om året.

Dertil kommer imidlertid omkostningerne til de forskellige investeringsbeviser, som indgår i "plejeløsningen".

Disse omkostninger skal man typisk lede lidt efter for at få oplyst, for omkostningen opgøres i "ÅOP" og ligger ofte i niveauet omkring 2% om året.

I Sarah og Oles tilfælde udgør de samlede årlige omkostninger 1,8%, hvilket de bør forholde sig kritisk til.

Omkostningerne er nemlig meget afgørende for, hvordan investeringen på sigt kan udvikle sig. Efter uafhængig rådgivning, får Sarah og Ole præsenteret en alternativ løsning, hvor de årlige omkostninger kun udgør 0,9%, for de samme typer af investeringsbeviser.

Da parret først skal bruge pengene efter en længere årrække, betyder det faktisk voldsomt meget, at omkostningen er nedbragt til det halve. En simpel beregning viser nemlig, at parret med en omkostning på 0,9% i stedet for 1,8% opnår et afkast, som er 67.530 kroner større efter 10 år og 201.498 kroner større efter 20 år.

Sarah og Ole må altså nu afgøre, om de store beløb skal tilfalde banken, eller om de selv kan se frem til at forsøde tilværelsen yderligere, når tiden kommer.