Friluftsgudstjeneste på Dybbøl Banke
Anden pinsedag den 16. maj kl. 11 er der gudstjeneste i det fri på Dybbøl Banke.
Siden 2009 har der været tradition for en årlig friluftsgudstjeneste på Dybbøl Banke. Det er forår, det er grønt, og det er dejligt at være udenfor. Og så er der en hel del af pinsens salmer, som bruger billeder fra naturen for at beskrive pinsens budskab.
Guds hellige ånd
Pinsen handler om Helligånden, om Guds hellige ånd, som bryder frem og bryder igennem. Man kan ikke se den. ”Den ånder himmelsk” hedder det i en salme. På den første pinsedag åndede den himmelsk og lagde lyse og varme ord på apostlenes tunger i overensstemmelse med det kristne budskab. Og det siges, at den siden har gjort det samme hos dem, der har lyttet til den.
Gudstjenesten holdes i fælleskab mellem Dybbøl, Ulkebøl, Sct. Marie, Christians- og Broager kirker. Spejderne fra Dybbøl sørger for alterbord og andre praktiske ting og brassbandet Da Capo fra Aarhus medvirker igen ved gudstjenesten, og messingensemblet spiller præ- og postludium og akkompagnerer fællesalmerne.
Har man lyst, kan man tage sin frokost med og nyde den i forlængelse af gudstjenesten.